Med coronakrisen, stigende inflation, krigen i Ukraine og lav forbrugertillid er der udfordringer nok for eksportvirksomhederne, viser Eksportbarometer for tredje kvartal 2022. Og usikkerheden er en af de faktorer, der bliver afgørende for virksomhederne i den kommende tid, lyder det fra Mikkel Grene, CEO i Søstrene Grene.
De seneste år har der ikke manglet verdenskriser, og for eksportvirksomhederne er det en udfordrende situation at navigere i. Usikkerheden har sat sig overalt, og det påvirker virksomhederne. Det ser man blandt andet i Eksportbarometermålingen for tredje kvartal 2022, hvor optimismen er forsvundet hos de danske eksportvirksomheder.
”Der er en krise, som på mange måder har manifesteret sig, men man sidder med en følelse af, at det ikke helt har slået igennem endnu. Man ved heller ikke, hvordan forbrugerne reagerer og hvordan efterspørgslen udvikler sig,” siger Mikkel Grene, CEO i Søstrene Grene, som har butikker i 15 lande.
Han fortæller videre, at coronakrisen var til at tage og føle på, fordi butikkerne var lukkede. Nu er det i stedet forbrugertilliden, der bliver en af de vigtige faktorer for virksomheden.
”Krigen i Ukraine er en faktor, men det primære er, at inflationen er steget så meget, som den er. Det er også tricket af krigen, men det var også på vej allerede inden corona. Og lige nu ser vi, at forbrugerne rammes af den høje inflation,” siger Mikkel Grene.
En af de helt konkrete udfordringer for Søstrene Grene er logistikken. Allerede inden krigen brød ud i Ukraine, var der mangel på chauffører, og med ét forsvandt størstedelen af de ukrainske chauffører fra vejene.
Det har betydet, at der i flere tilfælde har været forsinkelser på vareleverancer, særligt til nogle af de butikker, der er længst fra Danmark.
”Udfordringerne i supply chain, som vi har set på søen, er flyttet ind på landjorden. Det er svært at se, hvor chaufførerne skal komme fra. Det er ikke bare en lille pukkel. Det er et strukturelt problem, som ser ud til at være svært at løse på både kort og lang sigt. Det er en kæmpe samfundsopgave at få skaffet tilstrækkeligt med chauffører,” siger Mikkel Grene.
Han mærker ligesom andre eksportvirksomheder, store prisstigninger. Noget som naturligvis også har en markant indflydelse på forretningen.
”Vi oplever prisstigninger på stort set alle vores produkter. Indtil videre har vi valgt at absorbere størstedelen af prisstigningerne selv, men vi er nødt til at sende noget videre, så vores priser kommer til at stige lidt i år. Lige nu ser vi, at forbrugerne rammes af den høje inflation, og ved at undgå store prisstigninger kan vi forhåbentlig give forbrugerne en håndsrækning og tage nogle markedsandele.”
Selv om meget kan se svært ud, tager Mikkel Grene også gerne de optimistiske briller på. For der er masser af muligheder for at klare sig godt gennem svære tider, hvis man kender sine markeder og kunder.
”Vi har trods alt stadig husholdninger, som er ret robuste, og som har en god opsparing. Vi har en høj beskæftigelse, og der er stadig muligheder for at skabe vækst og skabe eksport. Søstrene Grene ligger med relativt lave prispunkter, og på den baggrund kan vi hente markedsandele. Det ser jeg interessante perspektiver i,” siger Mikkel Grene, og fortsætter:
”I Tyskland er forbrugerne ramt meget hårdere end i Danmark, og der påvirker krisen meget mere end i Danmark, hvor man måske køber discount eller undlader at købe luksus. I Tyskland er det et spørgsmål om man overhovedet har råd til at købe mad eller opvarme sin bolig. Det er man nødt til at forholde sig til, når man skal tilpasse sin strategi til den nye virkelighed, vi står i nu.”
Har du brug for mere viden om Eksportbarometer eller spørgsmål til specifikke målinger, eller er du interesseret i et blive en del af Eksportbarometerpanelet, er du meget velkommen til at kontakte os.
Mette Kristensen
PR & Communications Consultant
Danish Export Association
mek@danishexport.dk
+ 45 28 85 64 30